Økologi
Siden april 2016 har køkkenet MAD til hver DAG haft det økologiske spisemærke i bronze, som betyder at 30-60% af de indkøbte råvarer er økologiske.
Mad som i de gode gamle dage
For os handler økologi meget om at gå et par generationer tilbage og huske de gamle dyder, hvor man brugte sin kreativitet og lavede mad af årstidens råvarer. Forestil dig, at vi ikke havde mulighed for at købe alverdens varer i supermarkedet, så ville vi være nødt til at tænke kreativt og fuldt ud udnytte de råvarer, vi kunne skaffe i lokalområdet hver sæson.
Respekt for råvarerne
Vi oplever også at økologien giver mere madglæde og respekt for råvarerne, fordi alle råvarer ikke er til rådighed hele tiden. Hver måned kommer der nye friske grøntsager, som ikke var der i den forrige.
Det er skønt når vi får sommerens første sprøde rabarber hjem i april, som kan bruges i både det søde og det salte køkken. Eller når de flotte danske kålhoveder er klar til høst i sensommeren, hvor de bliver til gode gammeldags retter fulde af vitaminer og kraft.